søndag den 3. januar 2016

lørdag den 27. juni 2015

Lige min kop te

ISTANBUL, TYRKIET – Som dansere, hvis koreografi er vokset sammen med kroppen, bevæger de sig rundt med fjedrende skridt. De gentager de samme mønstre, men ruten bliver ændret for hver runde.

De tyrkiske çaycı – te-tjenere – danser i deres egen cyklus, mens gæsterne i Kapalı Çarsı – Den Store Bazar – knokler rundt med uregelmæssige bevægelser og abrubte stop, så snart en forretning eller ting fanger deres opmærksomhed.
Tedrikker tager en pause i Den Store Bazar
 
Jeg er ikke nået mange skridt ind i den summende bazarbygning, før en çaycı drejer om et hjørne med sin runde metalbakke. Den formelig svæver 25 centimeter under hans hånd. Men ved nærmere eftersyn, kan jeg godt se, at bakken hænger i tre buede messingstænger, der samles i et cirkelformet håndtag.

Te-tjenerne er en del af en lang kontinuerlig vandring til og fra det lille tehus – çay evi – der kun er lidt større end et standardkøkken i en dansk to-værelses lejlighed.

En çaycı træder energisk ud ad døråbningen med et sikkert sving til venstre. Han end ikke strejfer de mange mennesker, som myldrer afsted uden en fast kurs. Med et nyt sving til venstre fortsætter han målrettet ned ad en befærdet gade i den labyrintiske bazar. Foran en butik bliver to velformede glas afsat til en butiksejer og en kunde, som når at forsyne sig med sukkerknalder fra sukkerskåen, inden çayçi’en igen valser ud i virvaret – videre til de næste kunder.

Te-tjener forbereder sin te-bakke i det lille te-hus
I tehuset er en anden te-mand i gang med at sætte underkopper, glas, teskeer og sukkerskål på sin bakke, så tripper han tre skridt længere ind i det lille rum og venter stående, mens en af tehusets køkkenmænd fylder teen i glassene.

Det hele er nøje koreograferet – et par minutters ventetid, mens ordrerne bliver fremstillet, så afsted med et sving til højre eller venstre. Mesterligt følger te-tjenerne bevægelserne i masserne og laver ingen bratte bevægelser. De skridter afsted i deres egen regelmæssige puls som efter en indre rytme. Robuste men adrætte bringer de glassene sikkert frem og tomme tilbage.

Te-tjenernes vigtigste kunder er bazarens sælgere, som ringer og bestiller te til deres kunder, så de ikke spilder kostbare minutter på selv at hente den. Her er det nemlig almindelig høflighed at byde potentielle kunder på te.

Jeg spenderer et glas på mig selv. Den er skoldhed, så jeg holder forsigtigt på den øverste kant med tommel- og pegefinger. Jeg nipper til den mahognibrune væske og bliver overrasket over, at den slet ikke er bitter – med to sukkerknalder aner jeg kun lige smagen af sort te.

Jeg kunne sidde hele dagen og drikke te og kigge på temændenes diskrete dans her fra min plads med udsigt til det lille te-hus. Jeg er nemlig fuldstændig til fals for gammeldags service. Og når serveringen ankommer på lette fjed til en pris af 1 lira – cirka 3 kroner – så er det lige min kop te.


Kig fra døråbningen ind i te-huset
FAKTA

Istanbul er Tyrkiets største by.
Officielt er der cirka 15 millioner indbyggere – uofficielt 17,5 millioner.
Kapalı Çarsı – Den Store Bazar – ligger midt i Istanbuls historiske bydel.
Den Store Bazar er cirka 550 år gammel – i dag er der mere end 3.000 butikker.
Over 250.000 mennesker besøger bazaren hver dag.
Der er adskillige små tehuse – çay evi – i Kapalı Çarsı.
Tehuse og çaycı – te-tjenere – findes i hele Tyrkiet.
Først i 1930’erne blev te for alvor populært i Tyrkiet.





LINKS

Tyrkiets turistministeriums side
Kapalı Çarsı


© Bitten Holmsgaard 2015

søndag den 21. december 2014

Udsigt med indtryk

ITALIEN - Jeg har gæsteblogget på Rejsejulekalenderen, hvor jeg har skrevet om et sted med mange udsigter, der har efterladt varigt indtryk på mig.



















Læs det hele på:
Udsigt med indtryk


lørdag den 20. december 2014

Juledoping

TYSKLAND - Åh, glühwein! Duften af kanel, kardemomme og alkohol bider ligesom kulden i næsen. I mit fint dekorerede krus er selve eliksiren, der udover at give varmen også fylder mig med julestemning. Hvor herligt at gå rundt mellem træboder med værktøj af chokolade, julelysestager i glas og håndlavede børster i naturhår og nippe til den skoldhede glühwein.

Når jeg bestiller spørger udskænkeren: ”Mit?” Underforstået ”med alkohol?”
”Ja”, svarer jeg, selvom den sikkert også er god uden.

Her på ”Historischer Weinachtsmarkt” foran Hamburgs kæmpestore rådhus er der skruet op for nostalgien. Kilometervis af granguirlander prydet med skinnende julekugler er rullet ud og dekorerer hver eneste af de cirka 80 gammeldags boder.


På "Historischer Weihnachtsmarkt" er gaderne temaind-
delt. Her "Kaufmannsgasse" med varer fra hele verden.
Æblelykke
Midt i markedet står den fineste gamle børnekarussel med køretøjer fra en svunden tid. Den er ikke desto mindre et hit også for nutidens børn. Ved siden af karussellen lokker Wiener Kaffeehaus i et rigtigt spejltelt. Jeg kan ikke modstå fristelsen, og lige inden for døren bliver jeg budt velkommen af to træ-nøddeknækkersoldater i damehøjde og duften af brandvarme æbler og julekrydderier.

Da min tallerken med ”Bratapfel aus dem alten Land” ankommer, trækker et smil mine mundvige helt derop, hvor kinderne bliver ømme. Æblet er glinsende lyserødt hvis ikke ligefrem pink. Det er perfekt. Stadig fast men varmt og gennembagt. Den lyserøde farve aftager indad mod midten af æblet, hvor det når at blive lysegult, inden jeg kommer til den brune marcipan-gevinst i midten. Rådhusuret slår ét slag – klokken er 12.30, og det er på tide at komme videre.

"Weisserzauber" er julemarkedet på Jungfernstieg ved Binnenalster

Alsterelegance
Ved Binnenalsters bred promenerer jeg mellem to rækker af elegante snehvide telte på ”Weisserzauber.” Ved indgangsskiltet sidder en mand med sin hund og tigger. Her blæser en frisk og iskold vind, og jeg kan købe både tyske hatte, indiske tørklæder og ½ meter pølse med brød. Det er også herfra de lave turbåde sejler.

På ”Alster-Adventfahrt” spiller de både ”Glade Jul” og ”Gloria in excelcis deo” i violinudgave i højttalerne og serverer en glühwein, der brænder på tungen og gør hjernen svimmel.


Udsigt over "Santa Pauli" - det frække julemarked på Reeperbahn.
Santa uden tøj
Sammen med mørkets frembrud åbner det frække julemarked ”Santa Pauli” på Reeperbahn i bydelen St. Pauli, hvor jeg dog springer stripperteltet over. Til gengæld er jeg meget tæt på at investere i en julekugle af julemanden himself kun i underbukser. Boderne er dekoreret med håndmalede skilte af letpåklædte julemænd. Det afklædte er åbenbart et gennemgående tema, selvom der også er en bod med strikvanter og -huer.
En santa uden tøj på julemarkedet "Santa Pauli."
Jeg er virkelig ikke julefan, men jeg er fan af tyske julemarkeder.

Der skal nemlig noget særligt til, for at jeg kan komme hel igennem december. Jeg trænger simpelthen til et skud destilleret julestemning, da den ikke indfinder sig naturligt. På mig virker kombinationen julemarked og glühwein måske ligesom EPO på cykelryttere – det booster dog ikke min kondi men mit julehumør – og så er det heldigvis lovligt!












FAKTA

Hamburg har cirka 1,7 millioner indbyggere.
Den er Tysklands næststørste by.
Den ligger cirka 150 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.
Hvert år er der utallige julemarkeder. De fleste begynder i slutningen af november og fortsætter indtil jul


LINKS

Hamburg Tourism

Hamburg.de

(c) Bitten Holmsgaard 2014


onsdag den 16. oktober 2013

Guds dukkehus

AZORERNE - Gud har et dukkehus. Men det er ikke nemt at finde frem til. For mig tog det flere år at nå herhen. Selvom jeg havde hørt om det adskillige gange - og endda fortalt andre om det. "Casa do Arcano" - Hemmelighedens Hus - hedder det da også. Og måske skal man virkelig ville finde det, før det lykkes. Ting sker, når de skal ske, er der nogle, der mener. Måske er det derfor, jeg først nu besøger Guds Dukkehus.

Gud har selvfølgelig ikke selv lavet det. Men talt så inderligt til et menneske, at hun brugte de sidste 23 år af sit liv på at modellere de hundredevis af bittesmå mennesker, som bebor huset og fortæller historier til de få, der er så heldige at opdage det.

Guds dukkehus er på ingen måde, som jeg har forestillet mig. Men større, mere detaljeret og fantastisk. Idet jeg læner mig tæt frem mod glasruden, kan jeg næsten høre dukkerne hviske til mig. Om tro og tvivl og kamp. Derinde udspilles de samme dramaer om og om igen. Og det har de gjort i over 100 år. Scenerne er fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Men det minder også om den virkelige, jordiske verden. Om hverdagens gentagelser, hvor jeg indimellem kan standse op midt i et skænderi og tænke, at det har jeg da allerede haft mange gange før.

Bag glasset bliver livets mysterium opført - og figurerne viser, at døden blot er en fortsættelse. Måske er det derfor, jeg først skal have del i hemmeligheden nu, hvor jeg lige har mistet min mor og - for længe siden - min tro.

Jeg beundrer de udtryksfulde ansigter, hvor den tidligere nonne og skaberen af underet, Magarida Isabel do Apocalipse, formidler menneskelige følelser. De fleste udstråler fred og sjælero. Og hænderne med de fineste nåletynde fingre, hvordan har hun formået at modellere dem så små? Dette er et mesterværk af en sand, uskolet kunstner, drevet af troens ild og sit kald.

Mens jeg bliver suget ind i den ene fortælling efter den anden, tænker jeg på, om vi mennesker i virkeligheden selv bestemmer over vores liv? Eller sidder Gud i Himmelen og trækker i trådene? Er det i virkeligheden os, der er levende dukker i hans dukkehus?

Lige meget hvad - så sætter mit besøg i Guds Dukkehus en forvandling i gang. Jeg begynder så småt at tro på noget igen. Noget større end mennesker og videnskab. At der måske alligevel er en dybere mening med livet, end jeg umiddelbart kan få øje på. Men er det så Gud, der har styret mig hertil - eller har jeg besluttet det selv?

En ting er sikker: Et besøg i Guds Dukkehus er en forunderlig oplevelse. Men pas på - det kan ændre dit liv!


FAKTA
"Casa do Arcano" ligger i rua Joao d'Horta i Ribeira Grande på øen Sao Miguel, som hører til den portugisiske ø-gruppe Azorerne.
Der er åbent mandag-fredag kl. 9.00-17.00. Lørdag Kl. 10.00-13.00.
Der kan være frokostlukket fra cirka kl. 12.30-13.30.
Telefonnr. (00351) 296 473 339. E-mail: museucasadoarcano@cm-ribeiragrande.pt.
Margarida Isabel do Apocalipse (23. februar 1779 - 6. maj 1858) flyttede ind i huset, hvor hendes værk i dag kan ses, efter at hendes nonne-orden blev opløst. Hele huset er omdannet til museum, hvor hovedattraktionen er "Arcano" - Hemmenligheden - eller dukkehuset. Figurerne er lavet af en blanding af rismel, gelatine og naturgummi.

(C) Bitten Holmsgaard 2013

søndag den 28. juli 2013

Neglebidende skovtur

ITALIEN - Pinjetræer, buksbom, hortensiaer, palmer og en mangfoldighed af andre buske, slyngplanter og træer, jeg ikke kender, danner en vild frodighed af grønt, grønt, grønt!

Vi spadserer ad smalle stier med vægge af grønne hække og de høje træers kroner som loft - det er som at gå rundt i et netværk af levende grønne tunneller.


Mange af burene og indhegningerne er næsten gemt væk i alt det grønne. Men ad en bredere vej når vi frem til et åbent område. Og der i vandbassinet bader to flodheste. Bag dem tårner girafferne sig op. Selvom det hele minder om en skov eller en meget træfyldt botanisk have, så nyder vi skyggen i Giardino Zoologico di Pistoia - Pistoias Zoologiske Have.


Og her er det tilladt at fodre både giraffer og elefanter. Foderet kan trækkes for 20 cent i små automater. Giraffen er helt pjattet med de små piller, som en lille pige rækker til den på sin flade hånd. Da den har spist op, og pigen trækker hånden til sig, søger den efter flere lækkerier med sin lange, blå tunge. Ja, blå!

Længere inde i haven bor tre jaguarer. Her sidst på eftermiddagen er de vågnet fra middagsluren. En af dem ligger og kigger lidt adspredt på os bare en meter borte. Mon den spekulerer på, hvordan menneskekød smager? Ser vi lækre ud? Lugter vi delikat? Vi er kun adskilt fra dens livsfarlige tænder og kløer af en tynd glasplade. Den tester - heldigvis - ikke rudens holdbarhed!


Pludselig vender den sig en halv omgang, lægger sig ned og begynder at bide negle - eller rettere kløer. Det er nogle ordentlige søm, den har, så da vi går videre efter 10 minutters tid, er den stadig dybt koncentreret i gang med venstre pote.

Selvom lugten er skarp, og jeg får lettere hjertebanken og gåsehud, træder jeg alligevel over tærsklen til reptilhuset. Som et andet Pantheon er det cirkelformet med et rundt ovenlysvindue som kronen på værket.

Her kan de dumdristige stikke fingrene ned til krokodillerne, og hvis de er heldige, nøjes med at få bidt negle! Zoo advarer dog med et skilt, hvor der står "Gli animali mordono" - dyrene bider.


Jeg er overbevist om, at det aldrig var gået i Danmark. Men synes samtidig, at det øger spændingen - og viser en stor tillid til folks fornuft. Også til de teenagedrenge, som netop er på vej ind.

Vi zigzagger videre i havens labyrint - godt hjulpet af det kort, vi fik udleveret ved indgangen. Nedenfor bjørneindhegningen ligger en sø med pelikaner, der brummer og gæs, der vasker sig - på bredden kurrer duerne. De må være tenorerne til pelikanernes bas - og som alter og sopraner i fuglekoret lyder utallige sangfugle. Vi kan også ane bruset fra et lille vandfald endnu inden, vi når frem til det. Luften er friskere og køligere her i vandets nærhed. 

En chihuahua tripper forbi med sin ejer. Jeg når lige at tænke, om den mon er en delikatesse for bjørne, inden en distræt dyrepasser slæber to hvide spande frem til hegnet. "Orso femmina" - hunbjørn -  står der på den ene. Og jeg bemærker - lidt skuffet - at den er fyldt med frugt og hvidt brød. Hunbjørnen er absolut ikke skuffet. Hun skynder sig frem til godbidderne, efterhånden som dyrepasseren smider dem ind over hegnet.


Alligevel synes jeg, det er lidt tandløst - med tanke på gruopvækkende historier om campister og natlige bjørnebesøg.

Vores besøg i Giardino Zoologico di Pistoia er som helhed absolut med bid i. For jaguaren er det ligefrem en neglebidende skovtur - for os er den lærerig, overraskende og med den rette fantasi næsten uhyggelig.


FAKTA

Pistoia ligger mellem Firenze og Lucca i Toscana, Italien.
Giardino Zoologico di Pistoia ligger to kilometer vest for Pistoia.
Man skal selv køre eller tage taxa dertil.
Det er en stor Zoo, hvor der blandt andet også er tigre, løver, aber, fugle, kænguruer, kælezoo, legepladser, cafe og restaurant.
Der er ikke et koldt område med dyr fra Arktis.
Nogle bure er små og gammeldags - men de er i gang med at modernisere og forbedre dyrenes forhold.


LINKS


(c) Bitten Holmsgaard 2013